

Calypso er vores kastrerede, røde hankat, der officielt bærer det flotte navn Natania’s Aragorn. Der findes nok ikke en rarere kat i hele verden, og han går med stor iver op i rollen som legeonkel for både børn og killinger.
Calypso er næsten for rar, synes vi, for han ville hellere falde død om end sætte grænser overfor vores børn. Vi har derfor et stort ansvar for at sørge for, at han altid bliver behandlet godt af vores ofte overmåde kærlige drenge. Vores yngste dreng, Valdemar, er nu fire år og efterhånden blevet vældig god til at omgås kattene. Han er meget glad for dem, har lært deres grænser at kende og behandler dem godt.
Calypso har været med på udstilling en enkelt gang, hvilket han så ud til at nyde. Så måske vi prøver en gang mere.
