



Burmeseren er en ualmindelig rar kat. Den elsker selskab og går ikke af vejen for højt og tydeligt at gøre opmærksom på, at der er gået for lang tid siden sidste klappetur. Det er derfor også en meget insisterende og lettere irriterende kat, der trods sin ringe størrelse fylder godt i et hjem.
Den er f.eks. altid i skabet med tøj, når man lige har lukket det, den sidder altid oven på computeren, når man bruger den, og den vil altid helst ligge på skødet, når man mindst orker det. Den holder også meget af at lege dejlige, larmende løbelege, når man lige har lagt sig til at sove. For slet ikke at tale om at gå på bakke meget tidligt om morgenen. Og derefter skrabe og skrabe og skrabe…
Så hvis man ikke har overskud til det, skal man ikke have en burmeser. For man kan ikke lave deres personlighed om. En burmeser behøver tid, kærlighed og overbærenhed for at trives.
Burmeseren er en aktiv og legende kat, der elsker at være i centrum enten hos sine mennesker eller sine medkatte. Den er yderst social og trives slet ikke alene, og det ville være et direkte overgreb at holde en burmeser som enekat. Den elsker varme og sover helst i bunke – jo flere, jo bedre.
Burmeseren er en lille, smidig og muskuløs kat med en silkeblank pels. De fås i 6 ”solide” farver: brun (mørk nutella), chokolade (mælkechokolade med mørkere maske og poter), lilla (lys grålig med et rosa skær), blå (stålgrå), rød og creme. Derudover ses tortievarianterne, bruntortie, chokoladetortie, lillatortie og blåtortie. De sidste farver ses kun hos hunkattene.